Unge er vilde med at dyrke sport.
Mere end halvdelen af drengene er aktive udøvere af en foreningsidræt, og det samme gælder knap halvdelen af pigerne.
Det viser en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning (CEFU) blandt knap 1.300 unge mellem 12 og 16 år fra Frederiksberg i København.
Forskerne blev noget overraskede over, at så mange af de unge - stik mod deres ry - faktisk dyrker sport og ikke kun hænger hjemme foran computeren.
- Man kan nemt få den opfattelse, at mange unge ikke dyrker idræt, men vores undersøgelse viser det stikmodsatte. Mange af pigerne går især til håndbold, og mange af drengene går til fodbold, siger en af forskerne bag rapporten, Jens Christian Nielsen.
Han understreger, at undersøgelsen er så omfattende, at resultaterne kan generaliseres til resten af landet. Især sammenholdet på grønsværen og de fortrolige snakke i græsset bag målet bagefter trækker ved sporten.
Vennerne trækker
14-årige Milina Ivkovec fra Frederiksberg går for eksempel til basket, fordi det er sjovt at løbe rundt sammen med kammeraterne.
- Jeg tror ikke, det ville være det samme at svømme eller sådan noget. Jeg kan godt lide basket, fordi jeg kan gøre det sammen med mine venner. Vi har det rigtig sjovt og godt sammen både på banen og bagefter, siger hun.
Også i undersøgelsen svarer langt flertallet af de unge, at det er venskabet til de andre på holdet, der får dem til at dyrke sport.
Men træerne vokser dog ikke ind i himlen. Idræts-gejsten har en tendens til at falde med alderen.
De 12-årige er de flittigste til at gå til foreningsidræt, spejder og ridning. Dog ser det ikke ud til, at teenagerne helt mister lysten til at røre sig. Mange på 15 år og ældre begynder i stedet at gå til fitness.
Så aktive er de
60 procent af de unge mellem 12 og 16 år dyrker hver uge enten foreningsidræt, fitness eller begge dele.
58 procent af drengene og 47 procent af pigerne er medlem af en idrætsforening.
20 procent af drengene og 27 procent af pigerne løbetræner.
19 procent af drengene og 12 procent af pigerne går til fitness.
13 procent går ikke til en fast fritidsaktivitet.
Kilde: »Unges tryghed og trivsel i Frederiksberg Kommune«, Center for Ungdomsforskning (CEFU)