Gallerierne har kronede tider. Det er langtfra en sjældenhed, at der kan meldes udsolgt allerede på ferniseringsdagen, og med de hotte malere ? for det er stadig malerierne, der sælger langt bedst ? kan man få lov at stå på årelange ventelister for at købe malerier, der endnu hverken er malet eller udtænkt.
At skille sig ud
Trendforskningsbureauet Firstmove har for nylig lavet en undersøgelse blandt såkaldte trendsættere, der viser, at danskerne er begyndt at bruge kunst som personlig branding.
»Det gælder for alt i verden om at skille sig ud fra de andre ? om den personlige iscenesættelse. Og det er der, unikakunsten kan bruges,« fortæller Nadja Susanne Lund fra Firstmove.
Hun fremhæver, at i forlængelse af den massive fokus, der i øjeblikket er på boligindretning, er et unikt kunstværk det ultimative indretningsobjekt. Noget, ingen andre har, og som samtidig sender et statement om, hvem man er ? eller måske nærmere hvem man gerne vil være.
At have kunst hængende på væggene bliver en måde til at udtrykke sin individualitet på ? en måde at skabe sit helt eget unikke brand på.
Færdigbagte portrætter
Der er i og for sig ikke noget nyt i, at kunst købes for at reflektere tilbage på køberen. Det kan i bund og grund sammenlignes med, når en rigmand for hundrede år siden bestilte et portræt hos en berømt kunstner.
I denne optik bliver den kunst, man køber, en art færdigbagt selvportræt. Et Kathrine Ærtebjerg-maleri portrætterer måske køberen som en følsom drømmer, hvor et maleri af Tal R måske hentyder til en mere flabet drenget attitude.
Forskellen fra tidligere tiders kunstkøb er, at kunstbranding ikke længere er forbeholdt en lille klike af samfundets spidser. Alle med lidt friværdi kan være med ? unge som gamle.
Galleriindehaver Christina Wilson kan også nikke genkendende til koblingen til tidens indretningstrends og fortæller, at en betragtelig del af hendes kunder er i 30 erne og en del endda i 20 erne.
Guider til kunstshopping
At kunst er tilgængelig for et bredt publikum, vidner også bogmarkedet om.
Bøger om dansk samtidskunst postes i øjeblikket ud. Mette Sandbye og Lisbeth Bondes murstensbog Manual , der præsenterer 65 yngre kunstnere, udkom tidligere på året på Gyldendals Forlag, og Ekstra Bladets bagsideskribent Michael Jeppesen har på Politikens Forlag netop udgivet bogen Overblik . Allersenest har netmagasinet kopenhagen.dk?s udgivet årbogen Ny Dansk Kunst.
Den første er anbefalelsesværdig som en introduktion til yngre danske kunstnere, hvis man skulle få lyst til at gøre som alle de andre og købe noget kunst til at styrke sit personlige brand.