Det bliver ikke lige frem lettere at komme af med danske EU-forbehold i fremtiden.
Mange af de unge borgerlige er nemlig - imodsætning til deres ældre kollegaer - ikke så lune ved tanken om mere europæisk union.
Det skriver Berlingske.
Venstres Ungdom (VU) siger således nu blankt nej til euroen. Konservativ Ungdom (KU) vil sammen med Dansk Folkepartis Ungdom have Danmark helt ud af samarbejde, og Liberal Alliances Ungdom støtter kun det indre marked.
"Vi ønsker at melde os ud af EU og finde andre måder at samarbejde på internationalt. EU-projektet er ved at gå i stykker. Man burde simpelthen starte forfra og lave et nyt samarbejde mellem selvstændige nationale stater," siger formand for Konservativ Ungdom Jens Salling til Berlingske.
Ifølge professor Marlene Wind fra Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, er Berlingskes undersøgelse ganske rystende.
"Det er en meget massiv skepsis, som Berlingskes undersøgelse viser, og jeg er overrasket over, at det er så bredt funderet. Men jeg er nødt til at sige, at de borgerlige ligger, som de har redt, ved at forsømme EU-debatten gennem ti år," siger hun til avisen.
Kilde: Berlingske