Der opstod mandag aften en del utryghed og flere farlige situationer på Arresøvej i den nordlige del af Aarhus.
Her måtte en borger ringe til politiet ved ti-tiden, da en gruppe nøgne personer kom løbende ud af en bygning og kastede sig ud på vejen.
Århus Stiftstidende skriver, at en patruljevogn blev sendt på gaden for at sætte en stopper for de unges bizarre adfærd. Inde i en tom industribygning fandt betjentene en gruppe unge, der talte usammenhængende, mens de løb nøgne rundt.
En 21-årig mand nægtede at følge ordensmagtens anvisninger, og han er nu blevet sigtet for at have modsat sig anholdelse.
En 20-årig kvinde sprang nøgen rundt, mens hun råbte og skreg - hun er nu sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
To andre mænd var så skæve af stofferne, at de blev taget med til politistationen til såkaldt afrusning.
I den tomme bygning fandt politiet en pose med kokain, mens en af de unge fortalte, at de havde taget det hallucinerende stof LSD.