En italiensk anklager har lørdag krævet livstidsdomme til to unge amerikanske studerende, der er tiltalt for at dræbe en politimand under et håndgemæng i Rom i 2019.
Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.
De to mænd ved navn Finnegan Lee Elder og Gabriel Christian Natale-Hjorth var henholdsvis 19 og 18 år på gerningstidspunktet. De er tiltalt for at have dræbt en 35-årig politimand ved navn Mario Cerciello Rega.
Drabet skulle angiveligt have fundet sted i forbindelse med et mislykket narkosalg.
Finnegan Lee Elder har allerede indrømmet, at han stak Mario Cerciello Rega med en kniv i de tidlige morgentimer 26. juli, mens hans ven Natale-Hjorth sloges med en anden betjent.
Anklager Maria Sabina Calabretta understregede lørdag under sin fire timer lange procedure, at angrebet mod politimanden blev udført "med hensigten at dræbe".
De to unge amerikanere fra Californien har tidligere forklaret, at de ikke vidste, at Cerciello og hans medbetjent Andrea Varriale var fra politiet.
De har sagt, at ingen af de to identificerede sig selv som politibetjente. Det er blevet benægtet af Andrea Varriale.
Selvforsvar
Elder og Natale-Hjorth var på ferie i Rom på gerningstidspunktet, hvor de forsøgte at købe stoffer fra en lokal narkosælger.
De blev senere konfronteret af Cerciello og Varriale, der var klædt i civil, da de to betjente havde fået til opgave at skaffe en stjålen rygsæk tilbage.
De to amerikanske teenagere stjal angiveligt rygsækken fra narkosælgeren, fordi han havde givet dem aspirin i stedet for kokain.
Elder og Natale-Hjorth aftalte efterfølgende at mødes med narkosælgeren for at få deres penge tilbage i bytte for rygsækken, men i stedet blev de mødt af de to betjente.
Finnegan Lee Elder har forklaret i retten, hvordan de to amerikanere straks blev angrebet af de to betjente, og at han stak den ene af dem i selvforsvar.
Politi har forklaret, at Mario Cerciello Rega var ubevæbnet, og han blev stukket 11 gange med en 18 centimeter lang kniv.
Der forventes at falde dom i sagen i april.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa