En nordsjællandsk synshal svigtede tilsyneladende groft, da virksomheden mandag godkendte en bus, som skulle køre med elever fra en ungdomsskole.
I hvert fald fandt politiet ved en kontrol nord for Roskilde en stribe fejl på bussen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiets kontrol skete kun 20 minutter efter synsvirksomhedens godkendelse.
Sagen får et efterspil. I Færdselsstyrelsen oplyser kontorchef Kirsten Søndergaard Munck, at man nu vil indlede en nærmere undersøgelse af den pågældende synshal.
Fejlene består blandt andet i, at der ikke var værktøj til at knuse ruder med i tilfælde af en nødsituation. At der ikke var udgang for passagerer i bussens bagende, hvilket er påkrævet. At ildslukkeren ikke var tjekket, og at der manglede skilte om nødåbning af døre.
Bussen blev gennemgået meget nøje, da politifolk hurtigt kunne se, at der var fejl på lygterne.
- Det er ganske alvorligt, når en bus, der skal køre med passagerer og i dette tilfælde med børn og unge, ikke har styr på sikkerheden, udtaler vicepolitiinspektør Peter Stryhn.
- Det kan ende gruelig galt, hvis uheldet er ude, og passagererne ikke kan komme ud, eller de ikke sidder ordentligt fastspændt på sæderne, tilføjer han.
Listen af fejl og mangler er omfattende. For eksempel var vinduesviskerne defekte, og der var ifølge politiet en kraftig gennemtæring af karosseribunden.
I synsrapporten med "godkendt" hedder det i øvrigt, at synet stod på i cirka 20 minutter, men bussens eget apparat - en såkaldt taktograf - viser, at bussen blot holdt stille i cirka 10 minutter.
Politiets lange fejlliste blev bagefter tjekket af en bilinspektør, som var enig i politiets konklusioner, hedder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/