Demonstranter - nogle af dem topløse - blokerede Dansk Folkepartis Ungdoms stand ved Aarhus Pride sidste weekend og råbte slagord som blandt andet "DF ud af priden".
Det skriver Århus Stiftstidende.
Og det er ikke første gang, at ungdomspartiet føler sig chikaneret ved priden. Tidligere år har Socialistisk Ungdomsfront Aarhus stået bag demonstrationer mod partiet, skriver avisen.
- Det er voldsomt, og det er ubehageligt at blive blokeret og demonstreret mod. Men jeg mener også, at det er et voldsomt overgreb på vores demokrati og ytringsfrihed, siger folketingskandidat for DF Jacob Søgaard Clausen til Århus Stiftstidende.
Blokaden blev først brudt, da politiet brød ind.
Dansk Folkepartis ungdomsafdeling er i lighed med andre partier partner i Aarhus Pride, og de får derfor en stand ved arrangementet, hvor de kan udbrede deres budskaber.
Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, siger til Århus Stiftstidende, at en mulig forklaring på blokaden kan findes hos ungdomsafdelingens moderparti, der blandt andet har stemt imod lovforslag, der giver homoseksuelle lov til at blive viet i kirken og til at adoptere.
Og Jakob Søgaard Clausen erkender, at Dansk Folkeparti har stemt imod at give nogle rettigheder til homoseksuelle.
- Men verden ændrer sig, og det gør vi i Dansk Folkeparti også. Der har på det seneste været flere eksempler på, at vi har kæmpet for LGBT+ rettigheder. Senest har vi arbejdet på at få transkønnede fjernet fra listen over psykiske sygdomme, siger Jakob Søgaard Clausen til Århus Stiftstidende.
Århus Stiftstidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Socialistisk Ungdomsfront.