I en by som København bør der være plads til mange forskellige typer mennesker. Og når nu Danmark i over 30 år har haft et fristed som Christiania, ville det ifølge overborgmester Ritt Bjerregaard (S) være oplagt at flytte Ungdomshuset derud.»Det er karakteristisk for store byer, at de rummer mennesker, der af mange forskellige grunde ønsker at leve deres liv på andre måder end flertallet. Når det kan foregå på ikke-voldelig vis, beriger det byen,« skriver Ritt Bjerregaard fredag i sit nyhedsbrev.»Man må formode, at Christiania rummer beboere med tilstrækkelig sympati for brugerne af Jagtvej 69 og har så alternativ miljø, at det er nærliggende at antage, at der kan findes en løsning for brugerne af Jagtvej 69 der,« fortsætter hun. Derfor opfordrer overborgmesteren Fonden Jagvej 69, der har tilbudt at købe Ungdomshuset af frimenigheden Faderhuset, til at undersøge mulighederne for at flytte beboerne derud. Hun skriver desuden, at Københavns Kommune gerne vil hjælpe til i overvejelserne.Men på Christiania ser man ikke udmeldingen som et reelt forsøg på at løse problemet omkring Ungdomshuset.»Vi har ikke noget imod brugerne af Ungdomshuset. Men politikerne tager ikke deres ansvar alvorligt. Det var jo politikerne, der solgte et hus, som de havde givet til Ungdomshuset,« siger tidligere beboerrådgiver på Christiania Kim Lund.