Meterlange bilkøer, brølende horn og veje, der er blokeret af sortklædte demonstranter. På en kamp-plakat truer Ungdomshuset med, at det kan blive virkelighed i København, hvis politiet som planlagt rydder Jagtvej 69, i den nærmeste fremtid. Det oplyser P4 København.
På plakaten opfordrer aktivisterne til at forsinke eller blokere trafikken og skriver desuden, at alle støtter skal troppe op ved Ungdomshuset, når rydningen sætter ind eller alternativt vise deres modstand i det område, de bor i. Dagen derpå vil demonstranter samle sig om kampråb og protest på Blågårds Plads på Nørrebro, og dagen efter det vil der være aktionsdag.
Politikere fra SF, de Radikale og Socialdemokraterne mødes torsdag med Fonden Jagtvej 69 for at tale om muligheden i at finde et nyt hus til de unge.