»Fredag er aktionsdag«
Sådan skriver Ungdomshusets brugere på deres hjemmeside. Fra morgenstunden kl. 07.30 vil de aktionere i myldretiden. Ligeledes vil der være en aktion klokken 15.00, hvor "trafik er i centrum", skriver de unge. Hvad det betyder, løfter aktivisterne ikke sløret for.
Resten af fredagen vil der blandt andet være folkekøkken i metroen og uddeling af løbesedler.
Både lørdag og søndag afholder Ungdomshuset aktioner i indre by, hvor der blandt andet vil være tøndeslagning om lørdagen klokken 14 på Gammeltorv og en regulær demonstration om søndagen fra Kultorvet til Folkets Park. Her vil fløjter, gryder og grydelåg være velkomment som larmeinstrumenter, oplyser de unge aktivister.
Alle disse aktiviteter er et forsøg fra de unges side på at råbe politikerne op, så de konstruktivt går ind i den konflikt, som salget af Ungdomshuset på Jagtvej 69 har medført.
Det har ikke været muligt for DNY at komme i kontakt med de unge.