I samarbejde med Thomas Arnbo
Humor med en vis portion bidskhed og alvor.
Det er hvad man kan kalde tidligere brugere og støtter af det faldne Ungdomshus pris til politiet.
Tilhængerne af huset overrakte tirsdag eftermiddag en til lejligheden speciel forgyldt knippel til politiets pressetalsmand Flemming Steen Munch. Ikke just fordi han skulle have ros for politiets rolle i den seneste tids uro i København i forbindelse med rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset.
- Vi vil med ironi som våben vise, at vi tager kraftigt afstand fra politibrutalitet, nultolerance og politiets egen rolle i rydningen af Ungdomshuset. Politiet har også et valg. De kunne sige nej tak og lade de ansvarlige politikere gøre deres eget beskidte arbejde, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne bag den utraditionelle prisoverrækkelse.
Med entertaineren Anne Marie Helger i spidsen er mellem 100 og 200 demonstranter samlet tirsdag klokken 15.00 for at gå samlet til Politigården i København.
Men først skal overborgmester Ritt Bjerregaard (S) lige have en lille hilsen. Fire personer med en trailer fyldt af hestemøg tropper op og tømmer alle herlighederne foran rådhuset. I bunken af møg taler et skilt sit helt klare sprog: Det er din lort Ritt!! Politiet kommer og tager fat i de unge, der nægter at rydde al lorten op.
Og så går demonstranterne videre glade, rolige og opstemte. Over til Flemming Steen Munch.
- Politiet får kniplen for altid at troppe op til demonstrationer og give den gas og bidrage til kropsudsmykning i form af blå mærker, lyder det i en spydig, men samtid humoristisk tone fra Anne Marie Helger.
- Jo tak, det er en langt bedre måde at give udtryk for sin utilfredshed på, end hvad vi ellers har set, svarer Flemming Steen Munch tilbage.