Østre Landsret har i dag afsagt dom over syv mænd og tre kvinder, der alle blev dømt skyldige i planlægning af vold mod politiet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset i foråret i 2007.
Alle 10 blev anholdt inde i selve Ungdomshuset under rydningen, og de otte af dem blev i dag idømt et års fængsel, skriver jp.dk.
De resterende to fik ni måneders fængsel, som er en strafnedsættelse på tre måneder i forhold til byrettens tidligere dom.
"Det er en alvorlig dom. Vi havde krævet frifindelse, så derfor er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at de bliver dømt. Selvom det da er positivt, at retten valgte at nedsætte straffen med tre måneder," siger forsvarsadvokat Jakob Arrevad.
Ved rydningen af Ungdomshuset fandt politiet forskelligt kasteskyts, benzin - og brandbomber samt adskillige slagvåben.
Derfor lagde Landsretten i dag vægt på, at de dømte havde tæt tilknytning til huset, og på den måde var kollektivt ansvarlige for de våben politiet fandt på Jagtvej 69.
Foruden det fælles ansvar for våbnene fandt Landsretten alle de 10 dømte ansvarlige "for den samlede vold, der blev udøvet i forbindelse med rydningen".
Ingen af de dømte var selv mødt op i retten til onsdagens domsafsigelse.