Ungarn sikrede sig med en sejr over Norge på 25-22 søndag aften videre deltagelse i mellemrunden ved VM i herrehåndbold i Tyskland.
Efter 16 minutters spil fik en af Norges nøglespillere i såvel forsvar som angreb Børge Lund direkte rødt, da han rev Laszlo Nagy ned bagfra ved at hive ham i skudarmen. Det betød at Norges struktur blev fuldstændig ødelagt resten af kampen, og Børge Lunds exit blev dermed den indirekte årsag til det lidt overraskende nederlag.
Norges forsvar, der allerede fra kampens begyndelse havde haft problemer med at modstå presset fra de ungarske spillere, blev efter udvisningen endnu mere usikkert, og Ungarn fik ved flot angrebsspil skabt et hul på tre mål, så de kunne gå til pause foran 15-12.
Især havde forsvaret problemer i de situationer, hvor deres venstre back Kristian Kjelling ikke nåede ud i forsvaret. Til gengæld leverede den norske profil en helt afgørende indsats i angrebet, hvor han ud over at være farlig selv lagde sådan et pres på det ungarske forsvar, at han i flere tilfælde kunne spille både venstre fløj og streg helt fri.
Alexander Buchmann, der afløste Børge Lund på højre back, udgjorde dog langt fra den samme trussel i den modsatte side, og så blev det for nemt for det ungarske forsvar at dæmme op for det norske angrebsspil.
I de døende minutter var det så Ungarns tur til at se rødt. Det var dog svært at få øje på, hvorfor Ferenc Ilyes blev præsenteret for det røde kort i situationen. Blot få minutter senere var det Laszlo Nagys tur. Han fik sin tredje udvisning og derfor også det røde kort. På det tidspunkt var Ungarn dog foran med fem mål, og det formåede Norge ikke at hente.
Ungarns sejr over både Danmark og Norge betyder, at de to hold, i stedet for at spille puljefinale mandag aften som spået af flere eksperter, nu skal kæmpe om at komme videre til mellemrunden sammen med Ungarn.