Mads Rørvig har gjort lynkarriere i Venstre. I en alder af blot 25 år sidder han i Folketinget og er partiets skatteordfører. Han ser frem til sin første folketingsåbning, som er en højtidelig dag.
"Det bliver spændende, fordi det er i dag vi fejrer folkestyret. Der er pyntet op og den røde løber er rullet ud, Dronningen kommer på besøg og statsministeren holder sin åbningstale, så hele dagen emmer af feststemning," siger Mads Rørvig til Newspaq.
Den unge venstreløve har siddet i sit partis folketingsgruppe, siden han overtog tidligere forsvarsminister Søren Gades sæde i februar. Folketingsåbningen er hans første, og det er med spændt forventning, han sætter sig til rette på sin plads i salen.
"Det er en følelse af spænding og ydmyghed. Men også en følelse af højtidelighed og sommerfugle i maven, fordi det er første gang, jeg er med til åbningen af Folketinget," siger han.
Den unge skatteordfører kommer fra Viborg, og i dagens anledning er hans forældre med på sidelinjen. Men når højtidelighederne er overstået melder den hårde politisk hverdag sig lynhurtigt.
"Jeg har mine forældre på besøg. De vil gerne ind og se statsministerens åbningstale, så dem skal jeg have indlogeret. Efter talen spiser Venstres folketingsgruppe frokost sammen, og så står resten af min dag ellers på møder frem til midnat. Det er med at komme op i gear igen," griner Mads Rørvig.
Mads Rørvig har tidligere været suppleant i en måned for Kristian Pihl Lorentzen i 2009. Han er uddannet i almen erhvervsøkonomi fra Copenhagen Business School i 2008 og har været på udveksling på det berømte Harvard University i USA.