Tyske Alexander Zverev spillede sig fredag i semifinalen i sæsonfinalen i tennis i London.
Det stod klart, da den 21-årige tysker besejrede amerikanske John Isner i gruppespillet ved ATP Finals med 2-0 i sæt og cifrene 7-6 (7/5), 6-3.
Dermed nåede Zverev op på to sejre i gruppen, mens Novak Djokovic senere fredag tog sin tredje sejr ud af tre mulige med en sejren over Marin Cilic på 7-6 (9/7) og 6-2.
Alexander Zverev har i gruppen tidligere besejret Cilic, mens han tabte kampen til Djokovic.
Zverev sluttede på andenpladsen i gruppen, og han skal derfor møde schweiziske Roger Federer i semifinalen.
- Det bliver en meget vanskelig kamp at møde ham på hans favoritunderlag indendørs.
- Turneringen er dog ikke ovre. Jeg vil ikke tænke, at nu er jeg i semifinalen, og nu er jeg tilfreds. Sådan fungerer det ikke, siger Zverev ifølge AP.
Den anden semifinale bliver et opgør mellem Djokovic og sydafrikaneren Kevin Anderson.
Zverev og Federer mødes lørdag klokken 15 i O2 Arena i London, mens kampen mellem Djokovic og Anderson serves i gang klokken 21 samme sted.
/ritzau/