Politiet har anholdt en mand i forbindelse med et knivstikkeri i et S-tog tirsdag eftermiddag.
Det oplyser den centrale efterforskningsleder Anne Katrine Kristensen.
Knivstikkeriet skete i et S-tog mellem Åmarken og Ny Ellebjerg Station omkring klokken 14.00.
- Der er to unge mænd, som kommer op at skændes, og det ender med, at den ene bliver stukket med kniv, fortalte politiets vagtchef Henrik Brix tidligere tirsdag.
Efter knivstikkeriet sprang gerningsmanden af S-toget på Ny Ellebjerg Station og forsvandt.
Anne Katrine Kristensen vil tirsdag aften ikke sige, om offeret og den formodede gerningsmand kendte hinanden i forvejen, eller om der var tale om en tilfældig person, der blev stukket ned.
- Det kan jeg ikke sige af hensyn til efterforskningen, siger hun.
Hun vil heller ikke oplyse, om politiet behandler sagen som for eksempel drabsforsøg, grov vold eller noget andet.
Offeret blev efter knivstikkeriet bragt til sygehuset. Efterforskningslederen kan ikke sige noget om hans tilstand.
- Men det er alvorligt, konstaterer hun.
/ritzau/