Et basejump i Stryn i det vestlige Norge fik en tragisk afslutning for en ung mand, der lørdag morgen er afgået ved døden.
Den 20-årige mand omkom, efter at han landede i søen Oppstrynsvatnet.
Politiet blev orienteret om ulykken klokken 00.32 natten til lørdag, hvorefter en redningshelikopter og ambulancer straks rykkede ud til stedet.
- Vi har fået oplyst, at der var to personer, som basejumpede, og at den ene faldt i vandet i forbindelse med dette, siger operationsleder Arve Samsonsen til nyhedsbureauet.
Basejumping er en aktivitet, hvor man med en faldskærm eller en såkaldt vingedragt hopper fra eksempelvis høje bygninger eller bjerge.
Ifølge NTB var manden, der udførte det mislykkede spring, iført en vingedragt. Den anden person, der også hoppede, kom angiveligt ikke til skade.
/ritzau/