Ung mand kørte i grøften: Dræbt på stedet

En mand i tyverne blev dræbt på stedet, da han mistede herredømmet over sin bil ved Tørring.

En soloulykke har mandag aften kostet livet for en ung mand ved Tørring.

Manden kom kørende ad Viborg Hovedvej ved 22-tiden, da han mistede herredømmet over sin bil. Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Hans Hoffensetz mener, at den unge mand formentlig kørte med høj hastighed, da ulykken indtraf.

- Han mister kontrollen over køretøjet, kører ud i en grøft og bliver dræbt på stedet, fortæller vagtchefen.

Bilen blev fundet på en mark, hvor den var endt, efter at den havde været nede i grøften og var rullet rundt. Den unge mand var blevet slynget ud af bilen.

Politiet har en idé om, hvem den unge mand er:

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvem han er endnu, men vi formoder, at det er en mand i tyverne, og vi har et bud på, hvem det er. Men det kan vi ikke få endeligt bekræftet, før vi har talt med nogle pårørende, lyder det fra Hans Hoffensetz.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.