Københavns Vestegns Politi leder efter gerningsmanden bag et voldeligt overfald på en 25-årig mand.
Offeret blev søndag morgen fundet livløs og blødende fra ansigtet. Manden blev fundet ved Stavnsbjergstien og Voldgaden nær Avedøre Landsby i Hvidovre Kommune.
Stisystemet går gennem et grønt område ved Motorvejskryds Brøndby, hvor Motorring 3 krydser Holbækmotorvejen.
Politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg og efterlyser vidner, som kan have set noget i området i tidsrummet fra lørdag aften og frem til findetidspunktet, klokken 06.28 søndag morgen.
Offeret er ifølge Københavns Vestegns Politi angiveligt blevet udsat for meget grov vold. Han blødte fra ansigtet, da han blev fundet.
Mandens pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/