En 24-årig mand er ved Retten i Sønderborg tirsdag blevet idømt seks års fængsel for drabsforsøg.
Gerningsmanden blev anholdt få timer efter, at offeret - en 27-årig kvinde - var blevet stukket med en kniv i halsen og forsøgt kvalt.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Overfaldet fandt sted i Arrild ved Toftlund 29. maj 2019.
Offeret var en af mandens bekendte.
Den 24-årige, som kommer fra Tønder Kommune, har under sagen erkendt sig skyldig i grov vold, men har nægtet sig skyldig i drabsforsøg.
Han har bedt om tid til at overveje, om han vil anke dommen.
/ritzau/