En ung mand forsøgte en lørdag i starten af december at afværge en anden mand i at slå en kvinde. I stedet blev han selv stukket med en kniv.
Politiet søger nu vidner til overfaldet, der skete lørdag den 5. december mellem klokken 22:20 og klokken 22:25 på stien mellem Nørrekær og Roskildevej ved Avedøre Havnevej i Rødovre.
Den yngre mand kom gående på stien, hvor han bemærkede en mand og en kvinde, der var oppe at skændes. Under skænderiet slog gerningsmanden kvinden, og den yngre mand henvendte sig derfor til ham og opfordrede ham til at lade hende være i fred. Det resulterede i, at gerningsmanden trak en kniv og stak den forurettede to gange. Derefter løb både gerningsmanden og kvinden fra stedet.
Gerningsmanden beskrives som dansk af udseende og mellem 20 og 23 år. Han var 180-185 cm høj og almindelig af bygning. Han var lys i huden, havde lyst, kort hår og intet skæg. Han var iført sort fleecejakke med påskriften EA7 på venstre bryst samt beige Timberland-støvler.
Kvinden beskrives som dansk af udseende i alderen 19-22 år. Hun var mellem 165-170 cm høj og almindelig af bygning. Hun havde langt, lyst hår og var iført en sort jakke.
- Der er tale om en alvorlig sag, som oven i købet går ud over en borger, der forsøger at lægge sig imellem, da han bliver vidne til vold. Vi håber at offentligheden kan hjælpe os videre, siger politikommissær Søren Andersen.
Henvendelser i sagen kan ske til Københavns Vestegns Politi på 114 eller 43861448.