En ung mand fra Aalborg mistede natten til tirsdag livet, da han med mere end 125 km/t overså et vejarbejde lige før krydset Løkkenvej/Vesterhavsvej i Pandrup og frontalt kørte i grøften, hvor bilen rullede rundt adskillige gange.
Den alvorligt kvæstede mand var i live, da ambulancen ankom til ulykkesstedet, men døde kort inden han ankom til sygehuset.
Ifølge politiets undersøgelser, er der formentlig tegn på, at føreren var påvirket af alkohol, og at dette i kombination med den høje fart har været udslagsgivende for ulykken.
"Årsagen til ulykken er formentlig alt, alt for høj fart. Bilinspektørens undersøgelser viser, at der er blevet kørt ikke under 125 km/t. Desuden er der vejarbejde på stedet, og vi har også en mistanke om, at der har været alkohol indblandet," siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Bent Højgaard til nordjyske.dk
Med sig i bilen havde den unge mand to andre passagerer, der begge slap med livet i behold.
Der er lige nu ved at blive lavet en rundkørsel på stedet, men umiddelbart er der ikke noget som tyder på, at skiltningen har været mangelfuld.
"Vi skal selvfølgelig have kigget på skiltningen på stedet i løbet af dagen, men hovedårsagen til ulykken er høj fart," konstaterer Bent Højgaard.