Ung kvinde forsøgt voldtaget: Politiet søger vidner
Hvis du ved noget, bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114. Foto: Scanpix/arkiv
Hjælp politiet i en sag om forsøg på voldtægt fra Østjylland.

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp i en sag om et voldtægtsforsøg søndag morgen. 

Omkring klokken 06.50 blev en 28-årig kvinde på sin cykel kørt ned af en mandlig cyklist, da hun kom kørende på cykelstien mod syd af Landevejen i Tranbjerg ved Aarhus. 

Overfaldet skete ved tunnelen ved kirketorvet. Kvinden blev væltet af cyklen og holdt nede, mens gerningsmanden forsøgte at flå tøjet af hende, oplyser Østjyllands Politi i en pressemedelelse. 

Et vidne fik dog forhindret voldtægten, da denne gav sig til kende. Herefter cyklende gerningsmanden igen væk. 

Politiet har udsendt følgende signalement af manden:

  • Dansk mand
  • 40-45 år
  • 180-185 cm
  • Alm. af bygning
  • Mellemlangt brunligt hår
  • Iført en mørk jakke og brune støvler.
  • Han var muligvis beskidt efter tumult på gerningsstedet.
  • Han var cyklende på ældre herrecykel med en stor lygte foran og baglygten var monteret skævt. 

Hvis du ved noget, bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.