Den engelske fodboldspiller Dan Gosling, der spiller i Premier League-klubben Newcastle, indrømmer, at han i flere tilfælde har forbrudt sig på reglerne i forhold til matchfixing.
Det oplyser Newcastle på klubbens hjemmeside.
Indrømmelsen kommer efter, at det engelske fodboldforbund, FA, har sigtet den 24-årige midtbanespiller for adskillige brud på forbundets regler for betting.
Det vides endnu ikke præcist, hvad spillerens forbrydelse består i.
Dan Gosling har nu anmodet om en personlig høring i sagen. Datoen for denne høring vil blive fastsat på et senere tidspunkt.
Dan Gosling skiftede til Newcastle fra Everton i sommeren 2010. Han er noteret for i alt 19 kampe for klubben i det nordøstlige England. Han har i den indeværende sæson været lejet ud til Blackpool i den næstbedste engelske række.
/ritzau/