Opdateret kl. 21:11
Socialdemokraten Niels Fuglsang vinder partiets tredje mandat i Europa-Parlamentet efter stærkt valg i Aarhus. Det viser KMD's endelige valgopgørelse.
Han lå længe et godt stykke efter de to partifæller Marianne Vind og Morten Klessen, men 6711 personlige stemmer i Aarhus sendte ham op på den afgørende tredjeplads.
Samlet kunne Niels Fuglsang notere 29.444 personlige stemmer.
De to kandidater, der også var med i opløbet, var formand for HK-Privat Marianne Vind, der fik 27.396 personlige stemmer, og Morten Klessen, byrådsmedlem i Jammerbugt Kommune, der fik 24.005 personlige stemmer.
- Jeg må sige, at jeg var virkelig ikke sikker på det i løbet af dagen. Det var meget nervepirrende at være bagud indtil nærmest til allersidst.
- Men århusianernes stemme gjorde forskellen, siger Niels Fuglsang.
Han er 33 år og har arbejdet i Europa-Parlamentet og for Socialdemokratiet i Danmark. Han er ved at skrive sin ph.d. om Finansministeriets regnemodeller.
- Vi har nogle udfordringer, som kun kan løses, hvis vi arbejder sammen. Det handler om klimaet og den stigende ulighed. Vi skal tøjle globaliseringen og tøjle de store, multinationale selskaber.
- Det kan vi kun gøre sammen, siger Niels Fuglsang.
Han fortæller, at han nu vil arbejde på at få så meget af sin ph. d. færdig, inden arbejdet i parlamentet starter.
De to øvrige S-mandater går til Jeppe Kofod og Christel Schaldemose, der fik henholdsvis 188.757 og 65.179 personlige stemmer. Politikere, som Niels Fuglsang kender ganske godt fra sit arbejde for partiet.
- Jeg har været kampagneleder for Jeppe Kofod, og jeg kender Christel dernedefra. De er nogle dejlige mennesker, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med.
- Det bliver et alletiders samarbejde, der er jeg sikker på, siger Niels Fuglsang.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.