Der var nok mange, der måbede lidt, da AaB's startopstilling før sæsonens første kamp for nordjyderne blev offentliggjort. AaB-træner Lars Søndergaard havde nemlig foretrukket 19-årige Oliver Abildgaard på den centrale midtbane mod Esbjerg.
Og debuten fra Abildgaard blev ikke en anonym en af slagsen. Han startede med at indtage en skurkerolle, da han begik et klodset straffespark kort inde i kampen - men han endte som helt med sit mål til slutresultatet 1-1.
Hovedperson selv var overvældet over debuten.
- Jeg var ærgerlig over at begå straffesparket, men jeg vidste også, at der kun var spillet 13 minutter. Det var super fedt at få scoret senere i kampen. Det havde jeg ikke turde drømme om, siger Oliver Abildgaard.
- Det var en stor oplevelse. Jeg kan nok først smage på det hele om et par dage. Jeg følte, jeg kom godt fra land med nogle gode pasninger og gode løb i banen.
- Jeg kunne godt mærke, at det var seniorfodbold, men jeg følte egentlig også, at det var overkommeligt. Der er mange ting, der skal arbejdes på, men jeg er også tilfreds med mange ting, siger han.
Det var samtidig Lars Søndergaards debut som AaB-træner, og han var meget tilfreds med sin unge debutant.
- Det var en meget fornem indsats. Det giver os et ekstra alternativ til den centrale midtbane. Da jeg startede med at træne truppen, var han nummer 25 i truppen, men han har arbejdet sig op i hierarkiet og vist, at han kan være med på superliganiveau, siger Lars Søndergaard.
AaB-træneren måtte dog nøjes med et enkelt point i en særdeles underholdende sæsonåbner for nordjyderne.
- Jeg er tilfreds med, at vi lykkes med et højt pres, og det lykkes os at komme til de nødvendige chancer. Men det blev en kamp, hvor det kunne gå begge veje. Esbjerg er et svært hold at spille imod, fordi de er lynhurtige i deres omstillinger, siger Lars Søndergaard.
AaB skal i næste spillerunde en tur til Hobro.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.