Flot ser den ud. Den nye bil, der godt nok er brugt. Men den er jo i god stand, forklarer den venlige brugtbilsforhandler, som har styr på tingene. Helt i top.
Men sådan er virkeligheden langt fra altid for folk, der køber en brugt bil. Sidste år købte en halv million danskere en brugt bil. Ifølge Forbrugerstyrelsen endte 40 procent af handlerne med klager fra utilfredse kunder på grund af fejl og mangler ved bilen. Og det vil Forbrugerstyrelsen nu gøre noget ved med kampagnen ’Køb og sælg brugt bil – uden problemer.’ Kampagnen skydes i gang i samarbejde med autobranchen og FDM.
Kampagnen er rettet direkte mod brugtvognsforhandlere og forbrugere og består af materialer, gode råd og konkrete redskaber, som køber kan have gavn af i selve handelen.
Informationerne til forbrugerne fortæller om rettigheder ved handel af brugte biler og giver gode råd om, hvad man skal være opmærksom på, når man køber brugt bil. Materialet kommer til at ligge på 44 biblioteker landet over, hvor lokale forbrugerrådgivere vil stå klar med mere rådgivning.
Samtlige af landets 8.500 brugtvognsforhandlere vil få materiale med posten, der forklarer om forbrugernes rettigheder og hvilke ting, som en brugt bil altid skal tjekkes for inden, den bliver solgt.
Når danskerne køber bil, er det oftest en brugt, viser en undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen. Hele 77 procent af de biler, der skifter ejer i Danmark er brugte.
På www.forbrug.dk er et tema om køb og salg af brugte biler.