Nye arbejdsgange på sygehuset i Svendborg har gjort, at der ikke længere er ventetid til forundersøgelser for kvinder med mistanke om kræft i underlivet, skriver Kræftens Bekæmpelse.
300 kvinder henvises hvert år til sygehuset i Svendborg for mistanke om underlivskræft. Før kunne de vente i uger, men kan nu hasteindlægges på den gynækologiske afdeling.
- Vi startede vores akutberedskab 1. maj som en slags forsøgsordning, men meget hurtigt har ordningen vist sig at fungere optimalt til alles store tilfredshed, siger overlæge Bjarne Rønde Kristensen, der har været ansvarlig for de ændrede arbejdsrutiner.
En undersøgelse fra det gamle Århus Amt dokumenterede tidligere på året, at mange kræftpatienter venter omkring 15 uger, fra de selv mærker de første symptomer, til selve behandlingen går i gang.