Når maven er fuld, men tallerkenen ikke tom, vil flertallet af danskerne gerne have de gode rester fra restaurationsbesøget med hjem i en doggybag for at mindske madspild.
Det slår en ny analyse foretaget af TNS Gallup for forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad fast.
Analysen viser, at 55 procent af de adspurgte vil tage imod en doggybag, hvis de havde diskret og nem adgang til den.
- Med denne undersøgelse kaster vi nyt lys på tabuet om doggybag - og forhåbentligt inspirerer vi restaurationsbranchen med nogle konstruktive forslag, siger initiativtager til undersøgelsen Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.
46 procent vil spørge efter en doggybag, fordi handlingen tydeligt signalerer, at de ønsker at mindske madspild og personligt ønsker at gøre en indsats.
Og hele 61 procent vil tage imod en doggybag, hvis tjeneren venligt og af sig selv tilbyder at pakke den ekstra mad i en doggybag.
- Det har længe være kendt, at danskerne opfatter doggybags som tabu. Men de nye tal viser, at flere vil være tilbøjelige til at bede om en doggybag, hvis restauranterne kunne håndtere sådanne på en mere diskret måde, siger Selina Juul.
Undersøgelsen viser en tendens til, at kvinder er mere positivt indstillede over for doggybags end mænd. Desuden går kvinderne mere op i, at maden skal være pakket pænt, ikke er rodet sammen og hurtigt kan komme hjem på køl.
Videre er de unge mere positive over for doggybags end de ældre. Jyder er lidt mere skeptiske over for doggybags end folk på Sjælland. Folk, som bor i hovedstæderne samt folk med lavere indkomst, er de mest positivt indstillede over for doggybags.
En rapport fra Unilever Food Solutions peger på, at 80 procent af forbrugerne i den vestlige verden går op i madspild, når de spiser ude.
Trods det er det kun 12 procent af de adspurgte i Gallup-undersøgelsen, som har prøvet at bede om en doggybag på en restaurant/café i Danmark.
/ritzau/