Fire gange i løbet af det sidste halve år har skraldet fået lov at hobe sig op i en række kommuner på den Københavnske Vestegn bl.a. Gladsaxe.
Nu har Enhedslisten i Gladsaxe imidlertid fået nok og har derfor startet en underskriftsindsamling.
Kravet til kommunen er: Drop skraldefirmaet HCS og tag selv ansvaret for den daglige renovation.
"Nu har vi siden 7. oktober set på, at affaldet har hobet sig op til stor gene for borgerne. HCS magter ikke opgaven, og derfor bør kommunen hurtigst muligt overtage," siger én af initiativtagerne bag underskriftsindsamlingen, Flemming Holst, til Newspaq.
Underskriftsindsamlingen har stået på siden fredag, og Flemming Holst vurderer, at mellem 500 og 1.000 underskrifter allerede er i hus.
"Der er stor folkelig opbakning til vores krav, og jeg har ikke mødt én eneste, der har sagt nej til at skrive under," siger han.
Underskrifterne vil i november blive afleveret til byrådet.
Igen i morges besluttede skraldemændene fra HCS på et stormøde at fortsætte den overenskomststridige strejke, der har stået på i to uger.
Strejken rammer borgerne i Hvidovre, Gladsaxe, Herlev, Glostrup og Ballerup.