Stjerneskuddet på den danske pophimmel, Rasmus Seebach, har via velhaver-entreprenøren Nikolaj Gohs Miehe-Renard brugt underbetalte polske byggefolk til at renovere sin nyerhvervede ejendom på Frederiksberg.
Polakkerne har fået en løn på mellem 49 og 62 kroner i timen på den store ombygning af villaen, som Rasmus Seebach købte i midten af maj i år for 8,2 millioner kroner, skriver Fagbladet 3F.
Rasmus Seebach ønsker ikke direkte selv at udtale sig om renoveringen af sin ejendom og brugen af underbetalt arbejdskraft.
Men han fortæller via sin manager Nikolaj Bundesen fra ArtPeople, ArtGroup, at han tager afstand fra social dumping:
- Rasmus har gjort alt i sin magt for at sikre, at alle aftaler var i orden, og at der ikke blev brugt ulovlig arbejdskraft til byggeriet på hans hus. Dette bevidner den underskrevne kontrakt også klart og tydeligt, og Rasmus har umuligt kunne gøre mere for at sikre sig ordnede forhold, forklarer Nikolaj Bundesen.
Hos BJMF, der har kørt den faglige sag, giver man ikke meget for popstjernens forklaring:
- De har gået og arbejdet rigtig længe på hans ejendom med lange arbejdsdage. Derfor burde alle alarmklokker ringe hos Rasmus Seebach, længe før sagen nåede den faglige voldgift, siger faglig sekretær Silas Grage.