Spilleren havde nemlig hjulpet modstanderholdet, Crystal Palace, ved at forære dem Leeds’ holdopstilling flere timer før lørdagens kickoff.
»En af mine spillere lækkede startopstillingen til modstanderen, og det skuffer mig meget. Han kommer ikke til at spille for denne klub igen,« siger den temperamentsfulde Leeds-træner. Lige lidt hjalp de feje tricks, for Leeds endte alligevel med alle tre point i kampen, hvor Brøndby-lejesvenden CASPER ANKERGREN gjorde debut.
Målmanden vil trods den halvdårlige stemning i øvrigt meget gerne blive i den nordengelske klub, og til hans held er han jo rustet til lidt af hvert efter at have været en del af Brøndbys efterår.
Javel, javel. Brøndby oplevede lidt af et efterår, der vist endda inkluderede en smule håndgemæng til træningen. Men det er så absolut ingenting i forhold til sidste uges slagsmål i forbindelse med en træningskamp mellem Queens Park Rangers og Kinas U/23-hold. Det kostede blandt andre Kinas forsvarsspiller ZHENG TAO en brækket kæbe samt skrub og skrammer til en stribe spillere fra begge hold. Men ikke nok med det. Ifølge Glasgow Evening Times er flere Queens Park Rangers-spillere efterfølgende blevet truet på livet – efter sigende af en flok bandemedlemmer fra London.