Toget, der mandag forulykkede og kostede tre mennesker livet i den amerikanske delstat Washington, kørte alt for stærkt på ulykkesstrækningen.
Det viser sig, at toget kørte 129 kilometer i timen på en strækning, hvor det måtte køre 48 kilometer i timen.
Det oplyser de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, NTSB, ifølge nyhedsbureauet AP.
Endnu er det ikke fastslået, hvad der præcist forårsagede ulykken.
Men det står fast, at ulykken skete i en kurve på strækningen. Flere togvogne faldt helt eller delvist ned fra en bro over en motorvej.
70 mennesker blev efterfølgende bragt til omkringliggende sygehuse, og ti af dem meldes ifølge AP alvorligt kvæstet.
Blandt de tilskadekomne er togføreren.
Direktøren for togselskabet Amtrak, Richard Anderson, sagde på et efterfølgende pressemøde, at et automatisk bremsesystem ikke var aktiveret på denne del af strækningen.
Richard Anderson sagde også, at han var "dybt ulykkelig over dagens hændelse".
De første meldinger gik på, at seks personer var omkommet ved ulykken. Det blev senere korrigeret til tre omkomne.
En af passagerne om bord var danske Aleksander Kristiansen, en 24-årig udvekslingsstudent.
- Jeg var lige kommet ud fra toilettet, da ulykken skete. Vognen begyndte at ryste virkelig, virkelig slemt, fortæller han til AP.
Danskeren slap helskindet fra ulykken.
Den vogn, han befandt sig i, blev ved ulykken revet løs fra de andre togvogne.
Derved kunne Aleksander Kristiansen kravle ud af vognen og bringe sig selv i sikkerhed.
- Jeg var en af de heldige, siger han til AP.
Der var ifølge Amtrak i alt 78 passagerer og fem ansatte om bord, da afsporingen skete.
Det var togets første tur på en ny og hurtigere rute fra Seattle til Portland.
/ritzau/AP