Ritzau
Opdateret kl. 14:33
En kvinde har mistet livet i en ulykke på motorvejen på Lolland mandag formiddag, oplyser politiet.
Den 49-årige kvinde sad ved rattet i en personbil og blev påkørt bagfra af en varebil.
I personbilen befandt sig også en pige på seks år.
Hun er derimod sluppet med mindre alvorlige kvæstelser, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Her har man ikke umiddelbart oplysninger om relationen mellem barnet og kvinden.
Ulykken skete ved 11-tiden. Den førte til, at vejen i nordgående retning mellem Rødbyhavn og Holeby blev spærret.
Føreren af varebilen blev med helikopter fløjet til Rigshospitalet i København.
Han, der er 26 år, er kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.
De nærmere omstændigheder skal nu klarlægges gennem bilinspektørens undersøgelse.
Lidt efter klokken 13 var motorvejen atter åben for trafik.
/ritzau/