Ritzau
Opdateret kl. 11:54
Tirsdag formiddag er der med kort tids mellemrum sket to trafikulykker på Nordjyske Motorvej E45.
Den første ulykke, som involverede en varebil og en lastbil, skete kort efter klokken ni tirsdag morgen i nordgående retning syd for Støvring Syd.
Ifølge Nordjyllands Politi er to personer kommet til skade, men de skulle være uden for livsfare.
En helikopter har fløjet dem til Aalborg Universitetshospital.
Motorvejen var spærret i cirka to timer i nordgående retning. Omkring klokken 11, umiddelbart efter genåbningen af sporet, er motorvejen spærret igen.
Flere personbiler og en lastbil er involveret i en ny ulykke - denne gang mellem Haverslev og Års.
Det er endnu uvist, om nogen er kommet til skade i ulykke nummer to.
- Kør forsigtigt - redning på vej! Skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
/ritzau/