Eftermiddagens ulykke i Heathrow lufthavn i London berører flytrafikken til og fra destinationer over hele verden.
Også passagerer til og fra Københavns Lufthavn skal påregne forsinkelser, omdirigeringer og aflysninger som følge af ulykken, der betyder, at kun den ene af Heathrow lufthavns to landingsbaner kan benyttes.
SAS har foreløbigt aflyst to afgange, fremgår det af Københavns Lufthavns hjemmeside, cph.dk.
Desuden måtte SAS omdirigere selskabets seneste afgang, så flyet i stedet landede i Londons anden store lufthavn, Stansted.
- Det er dybt beklageligt, men ulykken i Heathrow gør, at vores trafik bliver påvirket. Vi må forvente flere forsinkelser resten af dagen, siger SAS’ kommunikationskonsulent Mikkel Løndahl til Avisen.dk.
Det forulykkede British Airways-fly fra Beijing i Kina kom af endnu uforklarlige årsager til at lande for tidligt og missede derved landingsbanen. Det beskadigede fly spærrer nu den ene landingsbane i Storbritanniens største lufthavn.
Ifølge BBC Online kom tre personer til skade ved ulykken.