Under landingen på Sigonella-basen på Sicilien kørte et F16-fly i dag af banen og mistede næsepartiet.
Flyet fra Forenede Arabiske Emirater var netop ankommet fra en anden base for deltage i den internationale bombe-kampagne i Libyen.
Men noget gik altså galt, og piloten måtte skyde sig ud af cockpittet i sit katapultsæde.
Og indtil videre betyder det, at blandt andre de seks danske F16-fly har måttet lande på basen i Trapani på Sicilien.
"Der holder vi og venter på, at banen på Sigonella skal blive åbnet igen. så snart vi ved mere, så får vi dem fløjet herop, så vi er klar til at køre videre med vores missioner herfra," siger presseofficer Kurt Hansen fra Flyvertaktisk Kommando til Newspaq.
Humøret er dog højt i den danske lejr, fortæller han. Selvom vejret i øjeblikket slet ikke kan måle sig med det danske forår.
"Det har været et rigtigt dansk vejr med øsregn. Vi har pumper i gang med at pumpe vand væk ved vores lejr. Så det er et strålende vejr, som vi siger hernede. Og vi venter mere regn," siger Kurt Hansen.