En dommer ved en FN-appeldomstol i Haag har onsdag idømt den serbiske ultranationalist Vojislav Seselj ti års fængsel.
Han er tidligere frifundet for forbrydelser under krigen på Balkan i begyndelsen af 1990'erne. Men nu har appeldomstolen kendt ham skyldig i forbrydelser mod menneskeheden.
Seselj er allerede løsladt og leder et radikalt serbisk parti. Han er kendt skyldig i "tilskyndelse til forfølgelse, deportation og andre umenneskelige handlinger", siger domstolen.
Dommer Theodor Meron noterer, at Seselj ikke skal i fængsel igen. Det skyldes, at han tidligere har været tilbageholdt af FN i 12 år.
Seselj var en af den daværende serbiske leder Slobodan Milosevics nærmeste allierede.
De fem dommere i appeldomstolen var meget uenige i frifindelsen, der faldt i 2016.
Dengang sagde domstolen, at anklagemyndigheden ikke havde formået at bevise, at Seselj var skyldig i de forbrydelser, han var anklaget for.
Dommen blev dengang kritiseret skarpt af juraeksperter og historikere. De sagde, at frifindelsen havde skrevet Balkan-konfliktens historie om.
Dommer Theodor Meron siger, at enten ignorerede den første domstol "en betydelig portion meget relevante beviser, eller også fejlede den på kendsgerningerne".
Anklagerne har under sagen sagt, at Seselj stod bag adskillige drab på kroater, muslimer og andre ikkeserbere i perioden fra 1991 til 1993 i den konflikt, der rev det gamle Jugoslavien fra hinanden.
Anklagemyndigheden betegnede i den oprindelige sag Seselj som "propagandachefen for Storserbien" og krævede 28 års fængsel.
Seselj har ikke deltaget i retsmøderne eller høringerne i Haag. Han har siden 2014 opholdt sig i Beograd, den serbiske hovedstad.
I marts blev han interviewet i Beograd af det franske nyhedsbureau AFP. Her sagde han, at han ikke fortryder sin rolle i Balkan-konflikten.
- Vi opgiver aldrig ideen om et Storserbien, sagde Seselj. Han tilføjede, at hans yderliggående parti, Serbiens Radikale Parti, er til for at samle alle områder, hvor der lever serbere, i én stat.
/ritzau/AFP