Der skal kæmpemøller til det naturskønne Østerild i Thy.
Det ultimatum har miljøminister Karen Ellemann (V) sat op for de øvrige partier, hvis de forsat vil være med i de politiske forhandlinger om placeringen af et nationale testcenter for vindmøller på over 200 meters højde.
De radikale har derfor forladt forhandlingerne, fordi de mener, at det omdiskuterede vindmølletestcenter burde ligge ved Stauning.
"Det er et helt reelt og bedre alternativ til Østerild," lyder det fra de radikales Johs. Poulsen, som tilføjer, at "regeringen har skrevet facit først og dernæst febrilsk forsøgt at konstruere stadig nye regnestykker for at ende med det politisk besluttede facit."
"Karen Ellemann kandiderer allerede 10 år inde i det nye århundrede til århundredets største naturpolitiske katastrofe. Og det kommer altså fra en såkaldt miljøminister," siger miljøordfører, Johs. Poulsen.
Seneste er det kommet frem, at Ringkøbing-Skjern Kommune slet ikke vil have centret ved Stauning.
Men den melding tager Johs. Poulsen ikke for gode vare.
"Da Ringkøbing-Skjern kom med den udmelding, var det fordi, de troede, de skulle lukke deres lufthavn samt at 100 huse skulle eksproprieres. Nu ved vi, at lufthavnen kan blive og 'blot' 25 huse skal rives ned," siger han.
Så DF, Socialdemokraterne og SF er forsat med i forhandlingerne uagtet den hårde udmelding fra ministeren.