Ulrik Wilbek skifter ud i OL-truppen

Lasse Boesen er ikke længere OL-reserve. Han erstatter Rasmus Lauge i OL-truppen, siger landstræneren.

Udskiftning hos de danske håndboldherrer ved OL, hvor det indtil videre er blevet til tre sejre i tre gruppekampe.

Lasse Boesen - den hidtidige reserve - erstatter Rasmus Lauge, som dermed er færdig i turneringen.

- Kasper Søndergaard har lidt problemer med lysken og kan ikke holde til fem kampe på fuld tid.

- Så vi skal have en mand, der kan spille en højre back og er vant til det. Det er Lasse, og han skulle alligevel have været inde i turneringen på et tidspunkt. Det gør vi så nu, siger landstræner Wilbek til sporten.tv2.dk.

Rasmus Lauge nåede at være på banen i godt 23 minutter i de tre første kampe. Her nåede han at score en enkelt gang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.