Flere af de næstbedste spillere i dansk herrehåndbold slog fredag aften det tyske B-landshold med 29-26 ved et træningsstævne i Polen.
Landstræner Ulrik Wilbek kiggede med fra tilskuerpladserne i Gdansk - blandt andet for at se på mulige emner til det landshold, der i starten af næste år skal spille EM på hjemmebane.
Lørdag og søndag venter kampe mod Polen og Norges B-landshold.
- Det her stævne handler om at give spillerne noget international erfaring og se, hvem der eventuelt kan kæmpe sig med i en EM-trup, der skal samles i juni, siger Ulrik Wilbek efter sejren.
- Kampen mod Tyskland var meget op og ned. Det var ikke godt i starten, hvor vi var bagud 2-8 og 4-11, men de sidste 40 minutter var rigtig fine.
- Marcus Mørk fra Mors-Thy havde tyskerne meget svært ved at holde. Han scorer fire mål og får vel tilkæmpet sig 5-6 straffekast. Han var kampens store oplevelse, siger landstræneren.
- Jeg vil også rose Jacob Bagersted fra Aalborg og målmand Anders Petersen, der kom ind i de sidste 45 minutter og stod rigtig fint. Men i morgen er det sikkert nogle nye, der får vist sig frem, siger Wilbek.
Landstræneren er kun med som observatør i Polen, mens assistenttræner Henrik Kronborg og talentchef Claus Hansen tager sig af arbejdet på sidelinjen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.