Et tip fik torsdag eftermiddag Fødevarekontrollens Rejsehold og Fødevarekontrollen på Fyn til at rykke til Tøvlidtvej 60 i Søndersø, hvor der blev konfiskeret mellem et halvt og et helt ton ulovligt svinekød.
Gunner Kjær Hansen, der bor på landbruget, har selv slagtet kødet, og det er foregået under meget uhygiejniske forhold.
»Slagtningen er foregået i en gammel udbygning, hvor der er mulighed for, at skadedyr kan komme ind, derfor var det meget uhygiejnisk,« siger Karen Olesen fra Fødevarekontrollens Rejsehold, der betegner fundet af det ulovlige kød som temmelig stort.
»En familie har måske maks 20 kilo kød i en fryser, så det er altså meget, vi snakker om,« siger Karen Olesen, der ikke kan udtale sig om, hvor længe den ulovlige slagtning har stået på.
Risiko for fordærvet kød
Dyrene var hverken blevet kontrolleret eller dyrlægetjekket inden slagtning, og da der ikke var nogen egenkontrol, kan kødet have været opbevaret ved en forkert temperatur.
Derfor opfordrer fødevarestyrelsen forbrugere til at smide kød ud, der er købt af Gunner Kjær Hansen.
Der er nemlig risiko for sygdomsfremkaldende bakterier eller fordærvet kød.
Svinekødet blev i dag beslaglagt af fødevarekontrollen og efterfølgene destrueret, og politiet har konfiskeret slagteriudstyret.
Fødevarekontrollens Rejsehold blev stiftet sidste år og rejser ud på baggrund af mistanke om ulovligheder.
Det har i dag ikke været muligt at træffe Gunner Kjær Hansen.