Situationen for politikeren Morten Messerschmidt ser mere og mere broget ud.
B.T. s chefredaktør, Arne Ullum, fortryder nu, at han overhovedet indgik en aftale med Messerschmidt tirsdag eftermiddag om at skrinlægge sagen om de famøse artikler om Messerschmidts lidt for muntre aften i Tivoli.
Arne Ullums fortrydelse kommer efter, at Morten Messerschmidt i aftes offentligt undrede sig over, at Ullum fortsat hævdede, at Messerschmidt havde hyllet nazismen - omend i en kæmpe brandert.
- Med udviklingen i går så fortryder jeg, at vi lavede den aftale med Morten Messerschmidt. Jeg opfattede det på den måde, at vi måtte vedgå to mindre fejl, og Morten Messerschmidt ville indgå en aftale, hvor vores artikel - foruden de to fejl - ellers stod uantastet. I stedet for at tage sagen til byretten syntes jeg, at det var en fornuftig løsning, forklarer Arne Ullum til Journalisten.dk om den indgåede aftale.
Samtidig forklarer Ullum, at han ville have foretrukket at få sagen i retten, hvis han havde kendt sagens nye udvikling på forhånd.
I aftes udsendte Dansk Folkepartis ledelse en pressemeddelelse, hvor den forholdt sig afventende i forhold til at tage Messerschmidt tilbage i partiet, før der var skabt klarhed om, hvad den fælles aftale indebærer.