Dopinganklagerne hober sig op mod den tyske cykelrytter og tidligere Tour de France-vinder fra 1997.
Ifølge nyhedsbureauet AP mener den tyske statsanklager i Bonn, at have beviser for, at Jan Ullrich overførte 25.000 euro eller knap 190.000 kroner til en konto i Schweiz, som den spanske dopinglæge, Fuentes, havde adgang til. Overførslen skulle være sket i begyndelsen af 2004.
- Vi ved, at Jan Ullrichs blod var gemt hos Fuentes, og vi kender til mindst en betaling fra Ullrich til Fuentes, siger statsanklager Jörg Schindler til den tyske avis, Bild.de
I 2006 fandt en lignende penge-transaktion sted, og den tyske anklager undersøge i øjeblikket om denne transaktion også har forbindelse til Fuentes. Ifølge Bild skulle dette beløb dog være højere end beløbet fra 2004.
Fuentes blev anholdt i 2006, da det kom frem, at han behandlede en lang række cykelstjerner med blandt andet bloddoping.
Ullrich-lejren kalder statsanklagerens undersøgelse for useriøs .