Godt nok brager varmen afsted i Sydeuropa. Men hvis du synes, at vandet i hotellets pool alligevel er lidt varmere, end det burde være, så ligger forklaringen måske og soler sig lige ved siden af dig.
Der er nemlig rigtig mange – både børn og voksne – som ikke orker at finde et toilet og derfor vælger at tisse i poolen, når de er på ferie. Det skriver Gjensidige og Gouda Rejseforsikring i en pressemeddelelse.
I en YouGov-undersøgelse foretaget på vegne af forsikringsselskabet svarer 17 procent af de adspurgte voksne, at de har tisset i poolen, mens syv procent svarer, at deres barn har gjort det.
Selvom det ikke er farligt at svømme rundt i tis, da de fleste hotelpools er fyldt med klorvand, der hurtigt opløser urinen, så er det alligevel dårlig stil, mener Louise Hertzum Andersen, fagchef i Gouda Rejseforsikring:
– Når der er børn i poolen, kan det ikke undgås, at der kan opstå uheld, men det er i min optik for meget, at så mange voksne tilsyneladende er så ligeglade med deres omgivelser, at de tisser i vandet, siger hun.
Undersøgelsens resultat er en påmindelse om, at man skal sørge for at opføre sig ordentligt og respektfuldt på ferien og huske den gode badekultur, også selvom der kan være kommet alkohol indenbords.