Alle fire spillere kan fortsat drømme om at spille sig videre til semifinalerne ved WTA Finals før torsdagens sidste gruppekampe.
Sådan er status i Caroline Wozniackis gruppe, efter at Elina Svitolina tirsdag slog Karolína Plísková med 6-3, 2-6 og 6-3 i Singapore.
Ukrainske Svitolina topper dermed hvid gruppe med to sejre af to mulige før mødet med Wozniacki om to dage.
Wozniacki, der tirsdag slog Petra Kvitova i tre sæt, er ligesom Plísková noteret for en enkelt sejr, mens Kvitova har tabt sine to første kampe.
Selv om det umiddelbart ser sort ud for Kvitova, så kan hun med en sejr på torsdag i sin sidste gruppekamp mod sin tjekkiske landsmand Plísková klynge et håb til, at Wozniacki samtidig taber til Svitolina.
Dermed vil Svitolina gå videre med tre sejre, mens Wozniacki, Kvitova og Plísková vil stå noteret for en enkelt sejr. Den af de tre med flest vundne sæt følger dermed Svitolina videre til semifinalerne.
Svitolina kan omvendt også ende med sorteper, hvis hun taber i to sæt til Wozniacki på torsdag, og Plísková samtidig slår Kvitova.
De to bedste fra hvid gruppe skal i semifinalerne op mod de to bedste fra rød gruppe.
Caroline Wozniacki er forsvarende mester ved WTA Finals.
/ritzau/