Den ukrainske hanløve Akeru, der for nylig er kommet til Danmark, er faldet godt til i sit nye hjem hos Knuthenborg Safaripark.
Det oplyser parken i en pressemeddelelse.
Knuthenborg har i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse hentet den tre år gamle hanløve Akeru til Danmark fra krigsplagede Ukraine.
Løven kom til Danmark fra Poznan Zoo i Polen for blot ti dage siden.
- Både tigere, de tre andre hanløver og specielt de tre ukrainske hunløver var meget interesserede, da han kom ud, men tog det meget roligt, skriver parken i pressemeddelelsen.
Der bor fire ukrainske løver i Knuthenborg Safaripark, og der vil komme flere løver til safariparken i den kommende tid.
- Der er desværre fortsat behov for at evakuere løver som følge af krigen i Ukraine. Vi er derfor glade for at de gik rigtig fint med at lukke ham ud i det store anlæg, siger direktøren i Knuthenborg, Christoffer Knuth, i pressemeddelelsen.
Krigen i Ukraine raset siden februar 2022 og har ifølge FN kostet mindst 10.000 civile ukrainere livet.
Også dyrene rammes af krigen. Det gælder både dyr fra zoologiske haver og cirkusser.
Men også eksotiske dyr, der har været holdt som kæledyr af private - måske med planer om illegalt videresalg.
Akeru er blandt de heldige, der er reddet ud af Ukraine.
Hanløven er en del af de dyr, der er blevet evakueret i samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse, 19 dyreværnsorganisationer, zoologiske haver samt den europæiske forening af zoologiske haver og akvarier, EAZA.
Efter opholdet i Poznan Zoo, som er mellemstation for de evakuerede dyr fra Ukraine, havnede hanløven i Knuthenborg på Lolland.
Indtil videre er safariparken den eneste i Danmark, der har modtaget dyr fra Ukraine.
I øjeblikket arbejder Knuthenborg Safaripark på at bygge et løveanlæg på 45.000 kvadratmeter.
/ritzau/