Af Lars Fogt, lafo@avisen.dk
Et af Ukraines største rejsebureauer kører direkte uden om den danske udlændingelov. I år har de således kørt 35 busser med 1.900 turister til Danmark, ved først at søge visum til Polen. Med et polsk visum i hånden kan ukrainere frit køre ind i Danmark, da begge lande er Schengenlande.
Det er ellers komplet umuligt for ukrainere at få turistvisum til Danmark, da Udlændingeservice anser dem for at udgøre en asylrisiko.
»Og så må rejsebureauet altså sende dem over Warszawa for, at de kan komme til Danmark og se Rundtårn. Det viser jo, hvor komplet åndssvagt vores visumsystem er skruet sammen. Vi kunne få mange flere turister hertil og tjene flere penge, hvis man ikke skulle lave sådanne fiksfakserier,« siger Peer Kjær, direktør for VP Travel, som modtager ukrainerne.
Han er også formand for de indgående danske rejsebureauer, der har lavet et notat, som viser, at Danmark går glip af 186 millioner kroner i turistindtægter på grund af stramme visumregler.
»Det er jo ikke bare ukrainere. Men også rige russere og kinesere – de rejser bare over Finland, hvis de virkelig vil hertil,« siger Peer Kjær.
Sidste år udstedte Finland ifølge Peer Kjær dobbelt så mange visa som Danmark gjorde, men krævede at turisterne overnattede to dage i Finland, hvilket giver penge til de finske hoteller.
»Det er helt almindeligt. Hvis man virkelig vil til Danmark, så rejser man over Finland eller Holland først. Man rejser ad den vej, hvor der er mindst modstand,« siger Søren Leerskov, direktør for Scandinavian Tourist Board i Asien.
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Men den radikale udlændingeordfører Morten Østergaard kalder det:
»Bindegalt, at døren til Danmark binder mere end til andre lande.«