Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger ifølge Reuters, at han ønsker for sit land, at det lever op til Natos standarder i 2020.
- En dialog mellem Ukraine og Nato er indledt med henblik på ukrainsk medlemskab, siger han i forbindelse med et møde med Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær, i Kijev mandag.
- Ukraine har klart defineret dets politiske fremtid og dets fremtid i forbindelse med sikkerhed, siger Porosjekno.
Stoltenberg, som holdt en fælles pressekonference med den ukrainske præsident, siger, at Nato har overført nyt militært udstyr til at spore hackere, som begår cyberangreb mod landets statslige institutioner og store virksomheder.
I en øjeblikkelig kommentar fra Rusland hedder det, at "Ukraines potentielle medlemslab af Nato ikke vil styrke stabiliteten og sikkerheden i Europa".
Natos ledere enedes i 2008 om, at Ukraine en dag skal optages i den vestlige alliance, og landet bidrager allerede til Nato-missionen - blandt andet i Afghanistan.
En formel tidsplan for Ukraines optagelse kræver klart definerede reformmål - politisk, økonomisk og forsvarsmæssigt.
Men det er samtidig et krav, at et kommende medlemsland skal have løst deres internationale konflikter fredeligt. Det betyder, at Ukraine skal have løst Donbass-konflikten, som hidtil har kostet over 10.000 mennesker livet.
USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, besøgte i weekenden Kijev, hvor han sagde, at Rusland må tage det første skridt for få løst konflikten i det østlige Ukraine.
Ved en afstemning i 2014 tog parlamentet i Ukraine et skridt frem mod medlemskab af Nato.
Ved en afstemning, hvor parlamentarikerne skulle tage stilling til Ukraines stilling som neutralt land, stemte 303 medlemmer for og otte imod. Dermed sagde parlamentet nej til at bevare landets alliancefrie stilling.
Forholdet mellem Ukraine og Rusland nåede et nulpunkt, da Rusland i marts 2014 annekterede den ukrainske halvø Krim efter en omstridt folkeafstemning.
Rusland anklages af Ukraine og Vesten for at støtte de prorussiske separatister i Østukraine med våben og andre forsyninger. EU og USA har vedtaget økonomiske sanktioner over for Rusland.
/ritzau/Reuters