Det ukrainske fodboldforbund har haft snøren langt ude over landets grænser, men endte alligevel med at pege på 64-årige Mikhailo Fomenko fra egne rækker som ny fodboldlandstræner.
Først var det briten Harry Redknapp, der blev tilbudt jobbet som styrmand for EM-værterne.
Han afslog, og så gik budet videre til svenskeren Sven-Göran Eriksson. Han ville egentlig gerne, og havde også diskuteret vilkårene for en kontrakt med ukrainernerne.
Men da bestyrelsen skulle stemme om det, pegede alle på Fomenko, der afløser Oleg Blokhin.
Den tidligere Sovjet-legende klarede ikke at få Ukraine videre fra indledende gruppe ved EM på hjemmebane i sommer, og det tog han konsekvensen af i september, hvor han i stedet sagde ja tak til et job i Dynamo Kiev.
Også Harry Redknapp valgte klubfodbolden, idet han blev manager i Premier League-klubben Queens Park Rangers.
/ritzau/Reuters